Imolope 2 mg - 10 stk.

Imolope 2 mg - 10 stk.

Model/Varenr.: HK

40,00 DKK

Loperamid mod diarre


Virkning og anvendelse
Imolope er et stoppende middel mod diarré. Imolope virker stoppende ved at hæmme tarmens bevægelser og øge optagelsen af vand og mineraler fra tarmen. Dette medfører, at afføringen bliver fastere og mindre hyppig.
 
Imolope anvendes i behandlingen af to typer diarré. Disse to typer har forskellige aldersgrænser og maksimumdoser.
 
Kortvarig akut diarré
•    til voksne og børn fra 12 år
•    du må højst tage 8 tabletter (16 mg) om dagen
•    til anfald, som varer højst 48 timer.
 
Irritabel tyktarm (IBS)
•    til voksne fra 18 år
•    du må højst tage 6 tabletter (12 mg) om dagen
•    kan anvendes i to uger for at behandle gentagne anfald, men hvis et anfald varer længere end 48 timer skal du kontakte din læge.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 2 dage.

Det skal du vide før du begynder at tage Imolope
Tag ikke Imolope
•    hvis du er allergisk over for loperamidhydrochlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Imolope (se indlægsseddel punkt 6).
•    som førstevalgsbehandling ved akut diarré forbundet med høj feber eller blod i afføringen.
•    som førstevalgsbehandling, hvis du har kraftig diarré efter at have taget antibiotika.
•    som førstevalgsbehandling, hvis du har betændelse i tynd- og tyktarm, der skyldes bakterier såsom salmonella, shigella og campylobakter.
•    som førstevalgsbehandling, hvis du har akut diarré med slim og blødning fra endetarmen pga. tyktarmsbetændelse.
•    hvis du er forstoppet, eller hvis din mave føles oppustet. Behandlingen med Imolope skal stoppes øjeblikkeligt, hvis du får forstoppelse, tarmslyng eller din mave bliver udspilet.
 
Imolope bør ikke anvendes til børn under 12 år.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, før du tager Imolope.
•    hvis du lider af en kronisk sygdom i tarmene.
•    hvis du har en leversygdom. Nogle af bivirkningerne kan blive mere generende.
•    hvis du har AIDS. Du skal stoppe behandlingen omgående hvis din mave bliver udspilet og kontakte din læge.
 
Brug kun dette lægemiddel til det formål, det er beregnet til (se indlægsseddel punkt 1), og overskrid aldrig den angivne dosis (se indlægsseddel punkt 3). Der er rapporteret om alvorlige hjerteproblemer (med symptomer såsom hurtig eller uregelmæssig hjerterytme) hos patienter, der har taget for meget loperamid, der er det aktive stof i Imolope.

Særlige advarsler og forsigtighedsregler hvis du tager Imolope mod irritabel tarmsyndrom-symptomer
•    En læge skal have diagnosticeret, at du lider af irritabel tarmsyndrom.
•    Hvis du er over 40 år skal du kontakte din læge før brug, hvis du ikke har haft irritabel tarmsyndrom- symptomer i nogen tid eller hvis det nuværende mønster af symptomer er anderledes end tidligere symptomer.
•    Kontakt din læge hvis du lider af svær forstoppelse eller har oplevet vægttab.
•    Kontakt din læge igen, hvis symptomerne bliver værre, hvis du får nye symptomer, hvis mønstret af dine symptomer ændrer sig eller hvis de gentagne episoder med diarré fortsætter i mere end to uger.
 
Særlige forholdsregler

Imolope behandler kun symptomer på diarré. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at behandle årsagen til diarré. Kontakt din læge, hvis symptomerne bliver ved eller bliver værre. Når du har kraftig diarré, mister du mere væske, sukker og salte end normalt. Du skal erstatte den tabte væske ved at drikke mere end sædvanligt. Dette er især vigtigt for børn. Du kan købe en særlig sukker-salt blanding på apoteket.
Hvis behandlingen med Imolope ikke har hjulpet på akut diarré indenfor 48 timer, skal du stoppe behandlingen og kontakte lægen.

Børn og unge
Bør ikke anvendes til børn under 12 år.
Brug af anden medicin sammen med Imolope
Fortæl altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.

Kontakt lægen, hvis du anvender et af følgende lægemidler samtidig med Imolope, da dosis eventuelt skal justeres:
•    Sulfamethizol sammen med trimethoprim (medicin mod bakterieinfektion).
•    Ritonavir (medicin til behandling af hiv-infektion).
•    Quinidin (medicin mod hjerterytmeforstyrrelser og mod malaria).
•    Itraconazol, ketoconazol (medicin mod svampeinfektion).
•    Gemfibrozil (medicin mod forhøjet kolesterol og fedt i blodet).
•    Desmopressin (medicin mod ufrivillig natlig vandladning).

Brug af Imolope sammen med mad

Du kan tage Imolope sammen med mad, men det er ikke nødvendigt.

Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Trafik- og arbejdssikkerhed
Træthed, svimmelhed og døsighed kan forekomme, når du har diarré og tager Imolope. Hvis du bliver påvirket, skal du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner.

Imolope indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.

Sådan skal du tage Imolope
Tag altid Imolope nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet.
 
Du skal tage Imolope sammen med væske.
 
Kortvarig akut diarré  
Voksne:  
Startdosis er 2 tabletter (4 mg). Hold 1 times pause og tag derefter 1 tablet (2 mg) efter hver løs afføring. Du må dog højst tage 8 tabletter (16 mg) i døgnet. Hvis behandlingen med Imolope ikke har hjulpet på akut diarré inden for 48 timer, skal du standse behandlingen og kontakte lægen.
 
Ældre:  
Samme dosis som angivet under ”Voksne”.
 
Brug til børn over 12 år:  
Startdosis er 1 tablet (2 mg). Hold 1 times pause, og tag derefter 1 tablet (2 mg) efter hver løs afføring. Børn må højst tage 4 tabletter (8 mg) i døgnet. Hvis behandlingen med Imolope ikke har hjulpet på akut diarré inden for 48 timer, skal du standse behandlingen og kontakte lægen.
 
Imolope må ikke anvendes til børn under 12 år.  
 
Irritabel tyktarm (IBS)  
 
Voksne:  
Startdosis er 2 tabletter (4 mg). Pause i 1 time. Derefter 1 tablet (2 mg) efter hver løs afføring, eller som anbefalet af lægen. Du må højst tage 6 tabletter (12 mg) dagligt. Hvis behandlingen med Imolope ikke har hjulpet på diarrésymptomerne inden for 48 timer, skal du standse behandlingen og kontakte lægen.
Må ikke anvendes til børn og unge under 18 år i forbindelse med irritabel tyktarm.  

Nedsat leverfunktion:  

Det er nødvendigt at justere dosis. Du skal følge lægens anvisning.

Nedsat nyrefunktion:  

Det er normalt ikke nødvendigt at justere dosis.

Hvis du har taget for mange Imolope

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Imolope, end der står i denne information eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
Hvis du har taget for meget Imolope, skal du straks kontakte en læge eller et hospital. Symptomer kan omfatte: øget hjertefrekvens (puls), uregelmæssig hjerterytme, ændringer i din hjerterytme (disse symptomer kan eventuelt få alvorlige og livstruende følger), muskelstivhed, ukoordinerede bevægelser, døsighed, vandladningsbesvær og utilstrækkelig vejrtrækning.

Børn reagerer kraftigere end voksne på store mængder af Imolope. Hvis et barn tager en for høj dosis eller oplever nogen af ovennævnte symptomer, skal der straks søges læge.
Hvis du har glemt at tage Imolope
Glemmer du at tage en dosis, fortsætter du med almindelig dosering. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Se mere om bivirkninger her

Opbevaring
Opbevar Imolope utilgængeligt for børn.
 
Tag ikke Imolope efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Opbevares i den originale yderpakning for at beskytte mod lys.
Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Imolope indeholder:
Aktivt stof: Loperamidhydrochlorid, 2 mg.
Øvrige indholdsstoffer: Lactose, vandfri; majsstivelse; polysorbat 80; vand, renset; talcum; silica, kolloid vandfri; magnesiumstearat.
Udseende og pakningsstørrelser

Udseende
Imolope er en rund, hvid tablet mærket med C på den ene side og 11 på den anden side.
 
Pakningsstørrelser  
Blister: 10, 20, 60 og 100 stk.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført

Læs altid indlægssedlen inden brug af håndkøbsmedicin
Få mere information om produktet ved at læse indlægssedlen her

Indhold: 10 stk.
Levering:
1-7 hverdage