Lipricain 25+25 mg/g - 5 x 5 g + 12 plastre

Lipricain 25+25 mg/g - 5 x 5 g + 12 plastre

Model/Varenr.: 397012

220,00 DKK

Lipricain - smertestillende til huden


Virkning og anvendelse
Lipricain indeholder to aktive stoffer, der hedder lidocain og prilocain. Disse stoffer tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes for lokalanæstetika (lokalbedøvende midler).
Lipricain virker ved at gøre hudoverfladen følelsesløs i en kort periode. Cremen anvendes på huden inden visse medicinske indgreb. Dette medvirker til, at du undgår smerter i huden, men du kan stadig mærke tryk og berøring.

Voksne, unge og børn  

Den kan anvendes til at gøre huden følelsesløs inden:
•    indstik af en kanyle (hvis du f.eks. skal have en indsprøjtning eller have taget en blodprøve)
•    mindre hudoperationer.

Voksne og unge  
Den kan også anvendes:
•    Til bedøvelse af kønsorganerne inden:
o    en indsprøjtning
o    medicinske indgreb, såsom fjernelse af vorter.
Brug af Lipricain på kønsorganerne skal foregå under opsyn af en læge eller sygeplejerske.

Voksne
Den kan også anvendes til at gøre huden følelsesløs inden:
•    Rensning eller fjernelse af beskadiget hud i forbindelse med bensår.
Det skal du vide, før du begynder at bruge Lipricain

Brug ikke Lipricain:

•    Hvis du er allergisk over for lidocain eller prilocain, andre lignende lokalbedøvende midler eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (se  indlægningsseddel punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Lipricain:
•    Hvis du eller dit barn har en sjælden arvelig sygdom, der påvirker blodet, og som kaldes for "glucose-6-fosfatdehydrogenasemangel".
•    Hvis du eller dit barn har et problem med niveauet af blodpigment.
•    Brug ikke Lipricain på områder med hududslæt, rifter, hudafskrabninger eller andre åbne sår, med undtagelse af bensår. Hvis et eller flere af disse problemer er til stede, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger cremen.
•    Hvis du eller dit barn lider af eksem med kløe, skal cremen virke på huden i en kortere periode end ellers. Efterlades cremen på huden i over 30 minutter, kan det medføre en øget forekomst af lokale hudreaktioner (se også se  indlægningsseddel punkt 4, "Bivirkninger").
•    Hvis du tager bestemte lægemidler mod forstyrrelser i hjerterytmen (f.eks. amiodaron). I dette tilfælde vil din læge måle din hjertefunktion.
Da absorptionen kan være øget ved brug på nybarberet hud, er det vigtigt at følge anbefalinger for dosis, hudområde og virkningstid.

Undgå, at Lipricain kommer i kontakt med øjnene, da det kan medføre irritation. Hvis du ved et uheld får Lipricain i øjet, skal du omgående skylle øjet grundigt med lunkent vand eller en saltopløsning. Indtil du får følelsen tilbage, skal du passe på ikke at få noget i øjet.

Lipricain må ikke anvendes på en svækket trommehinde.

Når du bruger Lipricain, inden du skal vaccineres med en levende vaccine (f.eks. tuberkulosevaccine), skal du have kontrolleret vaccinationsresultatet hos lægen eller sygeplejersken efter en bestemt tidsperiode.
Børn og unge
Hos spædbørn/nyfødte under 3 måneder ses der ofte en forbigående stigning i niveauet af blodpigment i op til 12 timer efter brug af Lipricain.

I studier kunne der ikke påvises nogen virkning af Lipricain på smerter ved udtrækning af blod fra hælen hos nyfødte spædbørn. Der kunne heller ikke påvises tilstrækkelig lokalbedøvende virkning ved omskæring.

Lipricain må ikke anvendes på kønsorganernes slimhinder (f.eks. i skeden) hos børn (under 12 år) på grund af utilstrækkelige data vedrørende optag af de aktive stoffer.

Lipricain må ikke anvendes til børn under 12 måneder, der samtidig bliver behandlet med andre lægemidler, der kan påvirke niveauet af blodpigment (f.eks. sulfonamider; (se  indlægningsseddel punkt 2  , "Brug af anden medicin sammen med Lipricain").

Lipricain må ikke anvendes til for tidligt fødte spædbørn.

Brug af anden medicin sammen med Lipricain

Fortæl lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Det gælder også lægemidler, som kan fås uden recept, og naturlægemidler. Det skyldes, at Lipricain kan påvirke virkningen af visse andre lægemidler, og at visse lægemidler kan påvirke virkningen af Lipricain. Det er især vigtigt, at du fortæller det til lægen eller apotekspersonalet, hvis du eller dit barn for nylig har fået et eller flere af følgende lægemidler:
•    Lægemidler til behandling af infektioner, der kaldes "sulfonamider" eller nitrofurantoin.
•    Lægemidler til behandling af epilepsi, der kaldes phenytoin eller phenobarbital.
•    Andre lokalbedøvende midler.
•    Lægemidler til behandling af uregelmæssig hjerterytme, såsom amiodaron.
•    Cimetidin eller betablokkere, som kan forårsage en stigning i blodniveauet af lidocain. Denne interaktion har ikke betydning ved kortvarig behandling med Lipricain i de anbefalede doser.

Graviditet, amning og fertilitet

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.

Det er usandsynligt, at lejlighedsvis brug af Lipricain under graviditet vil påvirke fostret.
De aktive stoffer i Lipricain (lidocain og prilocain) udskilles i mælk. Det er dog i så små mængder, at det ikke udgør nogen risiko for barnet.
Dyrestudier har ikke vist indvirkning på frugtbarheden hos hanner eller hunner.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Lipricain påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner, når det bruges i de anbefalede doser.
Lipricain indeholder ricinusolie, polyoxyleret, hydrogeneret.
Ricinusolie, polyoxyleret, hydrogeneret kan forårsage hudreaktioner.

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.
Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

Sådan skal du bruge Lipricain

Brug altid Lipricain nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sundhedspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet.

Brug af Lipricain

•    Hvor cremen skal påføres, hvor meget creme, der skal bruges, og hvor længe den skal virke, afhænger af, hvad den skal bruges til.
•    Lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet vil påføre cremen eller vise dig, hvordan du selv skal gøre det.
•    Når Lipricain skal anvendes på kønsorganerne, skal det ske under tilsyn af en læge eller sygeplejerske.

Brug ikke Lipricain på følgende steder:

•    Rifter, hudafskrabninger eller sår, med undtagelse af bensår
•    Områder med hududslæt eller eksem
•    I eller omkring øjnene
•    I næsen, øret eller munden
•    I endetarmsåbningen (anus)
•    På kønsorganerne hos børn

For at undgå udvikling af overfølsomhed skal personer, der ofte påfører eller fjerner cremen, sørge for at undgå kontakt med cremen.

Beskyttelsesmembranen på tuben perforeres ved at sætte hætten på.

Brug på huden inden mindre indgreb (f.eks. indstik af kanyle eller mindre hudoperationer):
•    Cremen kommes på huden i et tykt lag. Lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet vil fortælle dig, hvor du skal påføre den.
•    Cremen dækkes med en forbinding (plastfolie). Denne tages af lige inden indgrebet. Hvis du selv skal påføre cremen, så sørg for, at du har fået forbindinger af lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet.
•    Den sædvanlige dosis til voksne og unge over 12 år er 2 g creme.
•    Hos voksne og unge over 12 år påføres cremen mindst 60 minutter inden indgrebet (medmindre cremen anvendes på kønsorganerne). Du må dog ikke påføre cremen mere end 5 timer før indgrebet.
•    For børn afhænger mængden af Lipricain og den tid cremen skal virke af barnets alder. Lægen, sundhedspersonalet eller apotekspersonalet vil fortælle dig, hvor meget creme du skal bruge, og hvornår den skal påføres.

Se indlægningsseddel for mere

Brug på større områder med nybarberet hud inden ambulante procedurer (såsom hårfjerning).
Den sædvanlige dosis er 1 g creme for hvert hudområde på 10 cm². Cremen skal virke i 1 til 5 timer dækket af en forbinding. Lipricain må ikke anvendes på et område med nybarberet hud, der er større end 600 cm² (f.eks. 30 cm x 20 cm). Den maksimale dosis er 60 g.

Brug på huden inden hospitalsindgreb (såsom delhudstransplantation), der kræver dybere hudbedøvelse:

•    Lipricain kan anvendes på denne måde hos voksne og børn over 12 år.
•    Den sædvanlige dosis er 1,5 til 2 g creme for hvert hudområde på 10 cm2.
•    Cremen påføres og dækkes af en forbinding i 2 til 5 timer.

Brug på huden inden fjernelse af vortelignende gevækster kaldet "vandvorter".

•    Lipricain kan anvendes til børn og unge med en hudsygdom kaldet "atopisk dermatit" (kløende hudeksem).
•    Den sædvanlige dosis afhænger af barnets alder og skal virke i 30 til 60 minutter (30 minutter, hvis patienten har kløende hudeksem). Lægen, sundhedspersonalet eller apotekspersonalet vil fortælle dig, hvor meget creme du skal bruge.

Brug på huden på kønsorganer inden indsprøjtning af lokale bedøvelsesmidler

•    Lipricain må kun anvendes på denne måde hos voksne og unge over 12 år.
•    Den sædvanlige dosis er 1 g creme (1 g til 2 g til hud på kvindelige kønsorganer) for hvert hudområde på 10 cm2.
•    Cremen påføres og dækkes af en forbinding. Cremen er 15 minutter om at virke på huden af mandlige kønsorganer og 60 minutter på huden af kvindelige kønsorganer.

Brug på kønsorganerne inden mindre hudoperationer (såsom fjernelse af vorter)

Lipricain må kun anvendes på denne måde hos voksne og unge over 12 år.
Den sædvanlige dosis er 5 g til 10 g creme, der skal virke i 10 minutter. Der anvendes ikke forbinding. Det medicinske indgreb skal starte umiddelbart herefter.

Brug på bensår inden rensning eller fjernelse af beskadiget hud

•    Den sædvanlige dosis er 1 til 2 g creme for hvert hudområde på 10 cm2, dog højst 10 g.
•    Cremen dækkes af en lufttæt forbinding, såsom plastfolie. Dette gøres i 30 til 60 minutter, inden såret skal renses. Fjern cremen med bomuldsgaze og begynd straks rensningen.
•    Lipricain kan anvendes inden rensning af bensår op til 15 gange i løbet af en periode på 1-2 måneder.
•    Når Lipricain bruges til bensår, er en tube beregnet til engangsbrug: Bortskaf tuben og eventuelt overskydende indhold efter hver behandling af en patient.

Hvis du har brugt for meget Lipricain

Kontakt straks lægen, apoteket eller sundhedspersonalet, hvis du har brugt mere Lipricain, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, også selvom du ikke har nogen symptomer.
Nedenstående symptomer kan opstå efter brug af for meget Lipricain. Det er usandsynligt, at disse symptomer opstår, hvis Lipricain anvendes som anbefalet.
•    Ørhed eller svimmelhed
•    Snurren i huden omkring munden og følelsesløshed i tungen
•    Unormal smagssans
•    Sløret syn
•    Ringen for ørerne
•    Der er også en risiko for et akut problem med niveauet af blodpigment. Der er større sandsynlighed for, at dette opstår, hvis der samtidig er brugt visse andre lægemidler. Hvis det sker, bliver huden blå-grå på grund af iltmangel.

I tilfælde af alvorlig overdosering kan symptomerne omfatte krampeanfald, lavt blodtryk, langsommere vejrtrækning, vejrtrækningsstop og ændrede hjerteslag. Disse virkninger kan være livstruende.
Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du er generet af en eller flere af følgende bivirkninger, eller hvis de ikke forsvinder. Fortæl det til lægen, hvis du oplever andre gener ved brug af Lipricain.
Se mere om bivirkninger her
 
Opbevaring

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. Må ikke opbevares i køleskab eller nedfryses.
Lægemidlet skal bruges inden for 6 måneder efter første åbning. Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen og tuben efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. Dette er en hjælp til beskyttelse af miljøet.

Læs altid indlægssedlen af håndkøbsmedicin inden brug
Få mere information om produktet ved at læse indlægssedlen her

Indhold: 30 g
Levering: 1-7 hverdage